Jeg har nu været i praktik hos Suit Club i en måned, hvilket føles helt skørt at tænke på. Det føles nemlig kun som om jeg har været her i en uge, men samtidig når jeg ser tilbage på de foregående uger, er det vildt at tænke på hvor meget jeg har lavet. Det er rigtig hvad de tidligere studerende har sagt om at man virkelig lærer meget, måske endda mest når man er ude i praktik. Det er underligt, for det føles jo egentlig ikke sådan hårdt og overvældende, fordi jeg er der i 37-40 timer om ugen. Der er god tid til at blive dygtigere til tingene og ren faktisk bare gå i gang med en opgave uden at den skal understøttes af en rapport eller lignende.

Mandagen begyndte med at Frederik udvalgte de endelige billeder fra vores fotoshoot fra sidste uge. Jeg havde grovsorteret 1482 billeder ned til 132 og Frederik fik derefter sorteret yderligere ned til 40 billeder. Disse billeder brugte jeg hele dagen på at redigere i Adobe Lightroom, da jeg ønskede at bruge god tid på at arbejde med mit læringsmål om at udvikle mine kompetencer med fotografering og billedbehandling. Min vision for billederne var at de skulle redigeres så det lignede at de var taget med et 35 mm analogt kamera, hvilket giver billederne et upoleret udtryk, samt følelsen af at billederne er taget midt i gallafesten af eleverne selv. Jeg gjorde brug af vignette for at gøre hjørnerne mørke, skruede op for highlights og ned for skyggerne. Billederne fik ligeledes en grønnere undertone og til sidst tilføjede jeg noget grain for understøtte et retro look.

Tirsdag var alle billederne færdigredigeret, så jeg fik til opgave at være kreativ omkring hvordan vi kunne bruge billederne til at lave nogle iøjefaldende lead annoncer, som skulle pushes ud til drenge mellem 18 og 22 år. Jeg begyndte derfor at udarbejde en video i Adobe After Effects, hvor jeg tog et billede og sammensatte det med noget fængende copywriting og brugte min motion graphic, som jeg lavede fredag d. 20. januar. Udover dette lavede jeg også en mere trendbaseret video, hvor jeg satte billederne sammen i et redigeringsprogram på mobilen kaldet Capcut. Billederne sættes sammen i forskellige lag, hvor nogle af billederne får fjernet baggrunden og bliver animeret ind over de andre billeder. Det lyder forvirrende, men det endte med at blive en fed video, som virkelig appellerer til målgruppen. Da jeg havde færdiggjort videoerne, blev de sendt ind til et marketingsbureau, som står for at sammensætte og planlægge hvornår vores betalte annoncer skal lægges op.

Onsdag var en stille og rolig dag, samtidig med at der alligevel skete en hel del. Josias, Frederik og jeg havde ugen inden forberedt nogle interviewspørgsmål, som vi i dag skulle bruge til at interviewe Mikkel Dissing fra DitUr. Min opgave denne dag var ikke på nogen måde stor eller vigtig. Jeg skulle blot med for at assistere og observere den professionelle foto/videograf Casper Janning, som var ansat til at filme interviewet. Det føltes underligt ikke at ”lave ” noget, men alligevel var det en fed oplevelse og en anden måde at lære på. Jeg er taknemmelig for at Frederik giver mig muligheden for at kunne kigge professionelle mennesker over skulderen, samt stille dem spørgsmål omkring hvordan de går til en opgave. Casper var supersød og synes at det var spændende at ønskede at dykke mere i hvordan jeg kan blive en bedre fotograf. Vi fulgte hinanden på Instagram og han sagde at jeg altid kunne kontakte ham, hvis jeg havde nogle spørgsmål eller hvis jeg ønskede at lære mere, hvilket var så fedt! Noget der ligeledes overraskede mig, var Mads som var ansat som creative director i DitUr. Mit mål er at blive creative director en dag, så jeg havde en naturlig nysgerrighed på at vide mere om hvordan Mads var nået dertil – hans svar overraskede mig en del. Mads er kun 23 år gammel og er ikke uddannet som noget som helst. Han var blot en mand, som med en kammerat, startede et lille freelance foto/videograf firma grundet en fælles interesse for at arbejde kreativt og visuelt. Dette resultererede i at han på daværende tidspunkt fik DitUr som kunde og blev senere hen headhuntet til at blive creative director i virksomheden. Det var en vanvittig inspirerende historie, da Mads er et glimrende eksempel på at hårdt arbejde og nysgerrighed er vejen frem. Da vi havde færdiggjort interviewet, tog vi tilbage til Suit Club, hvor jeg brugte det sidste af dagen på at lave en praktikfolder, som Suit Club skal bruge i forbindelse med den kommende companyday på Erhvervsakademiet.

Tordag gav jeg mig i kast med at visualisere hvordan Suit Clubs visuelle identitet kunne opgraderes til en mere iøjefaldende og luksuriøs udgave. Jeg udarbejdede en analog skitse af hvordan en evt. landingpage kunne se ud og begyndte derefter at visualisere den i Adobe XD. Formålet med denne opgave var ikke at lave et udkast til en færdig hjemmeside, men derimod at sætte rammerne for hvordan den visuelle identitet kunne opgraderes, så vi på længere sigt kan arbejde henimod at ændre den. Jeg sendte linket til Frederik, Kaan og Victor, så de kunne give mig feedback på hvad der virker og hvad der ikke gør. De var alle vilde med min idé og kunne sagtens forestille sig at vi kunne bygge videre på det layout jeg havde udarbejdet. Udover dette arbejdede jeg også videre med at lave et letterform mark logo, der skal bruges både som monogram og som en forkortelse af Suit Clubs wordmark logo. Det er stadig en proces og noget jeg arbejder på i ny og næ. Til sidst på dagen lavede Frederik og jeg en how-to TikTok, som viser hvordan man kan binde et slips. Den postede jeg kl. 16 og så smuttede jeg hjemad.

Fredagen begyndte med at jeg checkede Monday for hvilke opgaver Victor havde lagt ind til mig. Jeg besluttede mig for at arbejde på mit læringsmål om at udvikle mine færdigheder i Adobe After Effects ved at lave motions graphics, så jeg satte mig til at lave nogle små animerede ikoner, som skulle bruges til Suit Clubs nyhedsbreve til mail. Ikonerne skal illustrere USP’erne: Dag til dag-levering, 100 dages gratis retur og ombytning og personlig support. Det sad jeg og arbejdede på indtil frokost og derefter brugte jeg det sidste af dagen på at sidde i to forskellige møder. Først skulle jeg til et ”statusmøde” med Frederik og Kaan. Mødet gik egentlig bare ud på at vi lige skulle evaluere praktikforløbet indtil videre. Jeg fortalte hvordan jeg synes det gik og hvordan jeg havde det, samt om jeg synes jeg får det ud af det jeg ønskede. Drengene gav ligeledes deres mening om forløbet og samarbejdet. Det var generelt en positiv oplevelse. Jeg fik delt at jeg føler mig godt tilpas og at jeg føler at jeg har rig mulighed for at arbejde på mine læringsmål. Frederik og Kaan synes også at det gik rigtig godt og at de var imponeret over hvor meget energi jeg lægger i de opgaver de giver mig, hvilket var et stort kompliment. Efter det første møde havde jeg et møde med Frederik og Anders, hvor vi sammen lagde en strategi for hvordan, hvornår og hvad der skal postes på Instagram og TikTok. Jeg har haft svært ved at finde tid til at være kreativ omkring hvad der skal postes og hvordan jeg kan lave det content jeg ønsker, så det var rart lige at sætte os sammen og ligge en plan. Lige pt har jeg brugt meget tid på grafiske opgaver, hvilket er spændende, men fordelingen har været 80% grafisk design og 20% SoMe. Jeg vil derfor arbejde på mit læringsmål om at lære at planlægge min tid effektivt og arbejde under pres og derfor bruge den kommende uge på at omstrukturere min arbejdsdag, således jeg kommer tættere på at arbejde 50/50 med grafisk design og SoMe.